|
|
Forside  Nyheder Diario di bordo Mine første Ecco-sko
|
|
Mine første Ecco-sko |
|
|
Mit forhold til Ecco-sko har forandret sig og jeg med: italienske sko er ikke altid sagen. Hør hvorfor.
Det er nok meningen med livet at man skal udvikle sig. Undertegnede har også i et vist omfang underkastet sig samme lov. Når jeg taler med andre italienere om Danmark og livet heroppe i smørhullet, plejer jeg blandt meget andet at sige:
- Danmark er ikke for alle
- Danmark forandrer dig
Danmark er ikke for alle: hvis man er en italiener af den slags som synes at "det er kællingens opgave at røre rundt i ens kaffe", da er man virkelig gået galt i byen. Danske kvinder kan og vil bruges til mere end eksempelvis levende blender og andre hårde hvidevarer.
Eller hvis man er den lidt morsyge type der synes, at det er hyggeligt, når mamma kigger forbi uanmeldt (ca. hver anden morgen). Så skal man ikke bo så langt væk fra Støvlelandet.
Danmark forandrer dig: ud over det indlysende, f.eks. at du ikke kan gå i korte ærmer året rundt (hvilket jo kræver en ægte viking eller en blærerøv af stor karat), er der mere alvorlige ting, du vil komme til at skulle tage stilling til og blive opfordret af.
For eksempel, vil der altid komme et tidspunkt hvor du må opgive din stolthed og gå ned til den nærmeste Ecco-butik for at få dig et par Ecco-sko: man kan ikke altid klare sig med sine medbragte italienske mokassiner, shit happens. Lige hvad jeg tænkte, den dag for nogle år siden hvor jeg fik mine første Ecco-sko. Jeg havde fået job som butiksekspedient og efter 2 dage med ubeskrivelige smerter i fødderne, måtte jeg indse, at mine smarte Di Varese ikke var egnede til opgaven. Min daværende kæreste forstod mit moralske dilemma, valget stod mellem grimme sko og smadrede fødder, så hun tog med til Ecco-butikken for at yde lidt moralsk opbakning. Og surt føltes det at skulle punge ud med 650 kroner for et par sko som jeg uvilkårligt associerede til et ældrende Jehovas vidne eller en belgisk ejendomsmægler.
Det tog mig tid at affinde mig med tanken om at jeg nu skulle rende rundt i sådanne sko, man-fre, 8-16. Men mine højnumsede fordomme blev gjort til skamme så snart jeg tog dem på: det var lidt af en aha-oplevelse. Slet ikke så tosset, disse Ecco-sko! De er superbehagelige at have på - tænkte jeg. Jeg var stadgivæk lidt muggen og ærgelig, men jeg fortrød ikke længere at have brugt pengene på dem.
Uden rigtigt at ane det havde jeg allerede flyttet mig, jeg havde taget et par skridt væk fra dyrkelsen af det ydre, den der forbandede bella figura, som vi italienere sætter så højt, og i retning mod danske praktisk sans. Processen har været lidt ubehagelig men alt i alt sund. Det eneste forbehold jeg har er: hvad hvis jeg bliver ved med at udvikle mig? Træsko er efter sigende meget behagelige.
FORTSÆTTER
|
|
|
